Høringssvar
Høring om forslag til lovændring vedr. refusionsordning for bostøtte efter Housing First-tilgangen mv.
BL – Danmarks Almene Boliger har den 7. november 2025 modtaget høring om forslag til lovændring vedr. refusionsordning for bostøtte efter Housing First-tilgangen mv.
BL påskønner den påtænkte lovændring, som har været ønsket fra en række organisationer allerede ved vedtagelsen af Hjemløsereformen i 2022 (jf. høringssvar til L64 om omlægning af indsatsen mod hjemløshed) og også har været ønsket i regi af Socialministerens nu nedlagte Partnerskab mod Hjemløshed, jf. Årsrapport 2023 - Det Nationale Partnerskab mod hjemløshed.
BL bakker op om ændringen og vil samtidig anbefale, at der tilvejebringes et løbende overblik over de bostøttemetoder, der anvendes. Det er afgørende, at borgerne får den støtte, de har behov for i forhold til at tilpasse sig livet i egen bolig i et almindeligt boligmiljø. På det sidste møde i Partnerskab mod Hjem-løshed den 4. november 2025 havde Social- og Boligstyrelsen udarbejdet materiale, der viste, at kun 8 pct. af de hjemløse modtager støtte efter ACT-metoden, som er den mest omfattende metode, hvor al relevant støtte ydet til borgeren koordineres og ydes i eget hjem. Der kan således være en bekymring for, at de nuværende økonomiske incitamenter ikke er tilstrækkelige, og at vægten i støttetildelingen derfor bliver lagt på de lettere bostøttemetoder ICM og CTI.
Med venlig hilsen
Bent Madsen
Adm. direktør